"Her var nu Asbjørnsen på sin rette Hylde. Her lå han velbehagelig henstrakt i Græsset, han som Bøndene omkring os, forsynet med et Ølkrus og morede sig over al Lystigheden"

Asbjørnsen – omtaler skrevet av styret

Inserat Morgenbladet No. 255A. Søndag den 16de September 1877, side 1-2:

Professor Gaston Paris.

Professor Gaston Paris.

Professor Gaston Paris, hvis Tilstedeværelse i Universitetslærernes Sexa for Professor Monrad er berørt i Dagsbladet, kom for nogle Dage siden hertil fra Upsala, hvor han ved Universitets-Jubilæet repræsenterede Collège de France og er idag reist tilbage til Frankrige.

I hans tidligere nævnte Artikel i Mélusine om Asbjørnsen findes en Udtalelse angaaende Fortællemaaden i Folke-Eventyrene og Huldre-Eventyrene, der vil interessere som kommende fra en Forfatter med europæisk Autoritet:

«Den førstnævnte af disse Eventyrsamlinger (Folke-Eventyrene) er især et af de mest fremragende Arbeider, som denne Retning har at opvise. Den er efter min Opfatning den eneste, som er værdig til en Plads ved Siden af Brødrene Grimms Verk, som forøvrigt ogsaa har været dens Forbillede. I disse to Samlinger finder vi i Sandhed den mest udsøgte Kunst forenet med den mest fuldendte Natur, det folkelige Indstinkt i Forbindelse med dyb Reflektion, den rene og klare barnlige Troskyldighed under det Krystaldække, hvori Videnskabsmandens dygtige og samvittighedsfulde Haand har vist at bevare den. Efter disse tvende Forbilleder er der kommen mangfoldige Eventyrsamlinger, af hvilke tvende fortjene megen Anseelse og bringe den mythologiske Videnskab de værdifuldeste Materialier, nemlig Afanastefs for Rusland og Pitré’s for Sicilien. Til den kommer mange andre fortræffelige Samlinger fra Skotland, Italien, Tyskland, Bøhmen, Spanien. Frankrige osv.; men ingen af dem har i den Grad som Brødrene Grimms og Asbjørnsens og Moes Samlinger forenet i sig alle Betingelser for at kunne holdes fuldendte. Naar vi Kritikere have at bedømme saadanne Eventyrsamlinger, pleie vi at anbefale Forfatterne fremfor Alt at iagttage absolut Troskab i Gengivelse af hvad de have samlet fra Folkets Læber; vi foreholde dem paa det kraftigste, hvor utilladeligt det er at tillade sig den mindste Forandring, og hvor bagvendt de bærer sig ad, hvis de indlade sig paa at ville arrangere, og isærdeleshed paa at ville udpynte.

Vi forlanger, at de skulle være Fotografer, og vende os med Forfærdelse bort fra al ”Retouche”. Og vi have fuldkommen Ret i at være saa strenge; men siges maa det, at dette er, fordi vi ikke lide paa dem, vi henvende os til, – paa deres Talent, Takt og Smag. Naar jeg vil have mig et levende Billede af min elskede, og jeg kan faa en Maler, en virkelig Kunstner, til at gjøre det, saa lader jeg strax Fotografen og hans ufølsomme Plade fare; skaf mig fat i en Asbjørnsen, og jeg giver ham strax carte blanche med Hensyn til den Maade, Eventyrene skal gjengives paa. En Samler af denne Art har i sig selve Aanden i de gamle Fortællinger, hvis Former han faar fat i, ofte ufuldstændige eller fortørkede; under hans Hænder skyder Lemmerne ud igjen, som Halen paa et lemlæstet Firben; Denne hemmelighedsfulde ”Ide”, som ufeilbart heler de Typer, der har truffet til at miste sin Form, – rører sig i ham og virker, saa at sige uden at han selv ved af det. For at give den plukkede Fugl, som han har fundet paa Landeveien, sin friske og skinnende Fjærklædning igjen, har han langs efter Veien samlet paa de enkelte Fjære, som var bleven hængende igjen i Buskene, eller som føg om i Luften, og der er ikke Fare for, at han skal sætte en Rødkjælkvinge paa en Meise eller klæde Nattergalen ud med Uglefjær. Kom en Lærling til mig med alle disse løse Fjær i en Æske, saa vilde jeg sige til ham: ”Min Ven, De har gjort noget meget fortjenstligt; vogt Dem bare for at røre ved noget af det De har samlet; sæt en Seddel paa hvert Stykke for sig med Angivelse af den Dag og det Sted, De har fundet det paa, og gaa saa hen i Musæet med det.” Men ligeoverfor saadanne videnskabelige Troldmænd lader vi al Mangel paa Tillid fare.

Vi ved, – at de have en magisk Hemmelighed, og at de sætter de søde Sangfugle, som de har reddet, paa sin Haand og faa dem til at synge sin Sang, saadan som de sang den i Skoven.»

[Bruno Paulin Gaston Paris (1839-1903) var professor i fransk middelalderlitteratur ved Collège de France.]